Få inspiration til din spirituelle og personlige udvikling ♡ Ingen spam, kun kærlighed

Beam me up Scotty!

10

okt
Almost famous

En fredag for nogle år siden ringede min telefon.

Det var fra et produktionsselskab, som gerne ville caste mig til en udsendelse på TV2 ala Marie Kondo, du ved hende den japanske oprydningsfidus, der var rigtig meget i vælten på et tidspunkt…

Men lad mig først lige skrue tiden tilbage til et halvt års tid inden telefonopringningen, hvor jeg pludselig havde fået den fornemmelse, at mine feng shui ting skulle køre videre uden mig.

Ikke fordi der var noget galt med feng shui ting, men fordi det var tid for mig til et skift.

Selvom der var den hage ved det, at det på det tidspunkt var størstedelen af mit indkomstgrundlag, som jeg ville vinke farvel til, besluttede jeg mig alligevel for at lytte til min mavefornemmelse.

Jeg kunne MÆRKE at jeg blev nødt til at sortere noget fra, for at give plads til noget nyt.
Problemet var bare at jeg ikke havde den fjerneste anelse om hvad det nye var.

Jeg vidste hvad jeg havde men ikke hvad jeg ville få, og min hjerne råbte højt: “Hvad f*** har du gang i?!
Mens min mave derimod sagde: YES!

Det her var første skridt ind i en ny måde at være mig, og en ny epoke i mit liv hvor jeg for alvor tog beslutninger bevidst efter tillid og hjerte frem for frygt og plejer.

Månederne gik, og jeg sorterede flere ting fra i mit liv, både fysisk og psykisk.

Ryddede op i min kælder og mit skab, tog vaner op til overvejelse, fralagde mig nogle (fjernede blandt andet facebook fra min telefon) og tilvalgte nogle andre (gik ture, mediterede og spiste sundere).

Jeg begyndte i det hele taget at være mere og mere bevidst om, hvad det egentlig var jeg fyldte mit liv med, og om det løftede mig op eller trak mig ned.

Men tilbage til produktionsselskabet i telefonen.

Stemmen i røret spurgte om jeg ville komme til prøvefilmning om mandagen og selvom jeg pointerede at jeg ikke var oprydningsekspert, som Marie Kondo, og ikke kørte efter faste 5 trin til quickfix modeller, holdt hun ved sit tilbud, og jeg takkede ja.
Var det det mon det nye jeg havde givet plads til?

Den nat kunne jeg slet ikke sove.

Det væltede rundt inden i mig og mens jeg lå og vendte og drejede mig, bekymrede jeg mig om jeg mon ville kunne huske dansetrinnene når jeg kom med i Vild med dans, og om jeg ville være sjov nok i alle de quizprogrammer jeg jo selvfølgelig ville blive inviteret til at deltage i.
Det er lidt skørt at det stak sådan af med mig, for i virkligheden handlede det jo bare om at jeg var overvældet.

Mandag mødte jeg spændt op hos en lille familie i Nordsjælland, hvor prøveoptagelsen skulle foregå.
På vejen havde jeg været forbi en makeupartist som havde sminket mine øjne kulsorte og givet mig rød læbestift på.
Efter ønske fra produktionsselskabet havde jeg grønne negle, læderbukser og en ærmeløs t-shirt på under min nittebesatte camouflageskjorte, så man kunne se mine tatoveringer.

De ville gerne have noget kant.
Den kant jeg har bokset med, følt mig forkert med, er blevet misforstået med, har været for meget med.
Dén kant ville de gerne have fremhævet.

Udover Vild med dans bekymringerne, havde jeg haft alt muligt oppe og vende i weekenden omkring temaet at stille sig frem i verden og “larme” – Også spejlet i, at min overbo kom ned og bad mig dæmpe musikken en af dagene.

Og så ville de have kant. “Bare vær dig, men skru lidt op for din kant”.

Jeg var ikke på noget tidspunkt nervøs, og syntes det var sjovt og let at være foran kameraet.
Men da vi kørte derfra havde jeg en underliggende følelse af at jeg ikke havde gjort det godt nok.
At de var skuffede og at jeg ikke havde leveret varen.

Jeg havde med vilje ikke set nogle af Marie Kondos programmer inden, for jeg vidste at jeg højst sandsynligt ville ryge i fælden med at kopiere hende, vel vidende, at det var det de var ude efter, og da jeg sad i bilen fortrød jeg, at jeg ikke lige havde luret hende den lille fikse oprydningsjapaner af, så jeg havde kunne levere varen.

Så i stedet for at fejre det fucking vilde der var sket for mig, at jeg var blevet kontaktet til en casting til fjernsynet, ud af det blå, vekslede jeg mellem at køre selvhad over at jeg ikke var god nok, til at skælde ud på dem fra produktionsselskabet.

Det var jo alligevel en stor fed løgn at jeg bare skulle være mig.

I ugerne efter optagelsen, hvor jeg gik og ventede på om de havde valgt mig, huserede jordskælv, jordskred, vulkanudbrud og andre spændende naturkatastrofer inden i mig.
Jeg følte, at jeg fik ryddet op i lige så meget indre gammelt lort den måned, som jeg havde gjort sammenlagt de sidste 10 år…agtigt.

Samtidig fik jeg endnu mere integreret de livsstilsændringer jeg havde lavet inden alt det her skete, og jeg opdagede til min store tilfredshed hvor bevidst og god jeg var blevet til at bevare en form for indre ro selvom alting bragede løs inden i mig.

Så da jeg langt om længe efter en måned, fik besked om at de ville gå videre med en anden, “der bruger andre metoder end mig” rystede det mig ikke det mindste.

Jo jeg var da skuffet…men måske følte jeg mig også lidt lettet?

Jeg kunne sagtens se, at vi ikke var et match.
De ville have one size fits all til familien Danmark og det ville jeg ikke kunne levere.
Jeg var faktisk ikke engang interesseret i at forsøge at levere det.

Jeg så det på ingen måde som et nederlag, at jeg ikke blev valgt til programmet, men derimod som et velkomment wakeupcall og en udvidelse af dimensioner, at jeg blev hevet ind til casting.

Den bedste måde at beskrive det på er vel, at jeg havde det som en lynfødsel oven i en 20 års graviditet.

I processen kom jeg i kontakt med min indre rockstjerne, som for mig handlede om nogle af mine evige temaer: At jeg gerne må fylde som den jeg er, det gør ikke noget at jeg er lidt skør, jeg behøver ikke skrue ned for mig selv, være mere ligeglad med hvad andre tænker, at jeg ikke behøver slå krølle på mig selv for at passe ind og så iøvrigt at noget af det der er livskvalitet for mig, er at fyre den af og have det sjovt med min kreativitet.

Så hvad gjorde jeg?

Jeg gennemarbejdede og forløste for det første en masse af det der kom op via mine gåture, meditation osv.
Og så ærede jeg min indre rockstjerne, som vågnede fra sin døs.

Jeg har fik to nye tatoveringer, købte ind i Rema totalt overdressed, gik med solbriller selvom det var overskyet, og begyndte at spille ukulele, for at nævne et par småting.
Ok måske ikke så rockstjerne agtigt, men det gjorde det for mig.

Den nye følelse smittede selvfølgelig af på min forretning, og businesswise betød det, at jeg blev mindet om hvor vigtige kodeord som frihed, leg, kreativitet, inspiration og lethed er for mig, og ikke mindst at ALT er muligt.

 

Læs også gerne om Spirituel opvågnen

 

2 kommentarer til indlægget


  • Du er virkelig kommet igennem en masse og jeg tager hatten af for dit mod til at være autentisk og ærlig 💪👏👍😊

  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *