Få inspiration til din spirituelle og personlige udvikling ♡ Ingen spam, kun kærlighed

Beam me up Scotty!
Hvad vi kan lære af Covid-19

Hvis nu vi sagde, at kriser og kaos er her for at lære os noget, og at Corona virussen er vores lærermester, hvad kunne det så være, vi skulle blive klogere på?

Jeg har taget de spirituelle briller på, og kommer med mit bud på nogle af de største temaer her:

Hvad vi kan lære om frygt og kontrol

Som jeg oplever det, er Corona kommet for at presse os ud i, at håndtere frygt og kontroltab på en ny måde.
Der er nok at være bange for, og når vi får revet tæppet væk under os som nu, er det bare at samle endnu mere til bunke.

Vi vil rigtig gerne have tingene på vores måde, og når vi mister kontrollen bliver vi bange, hvilket der ikke noget mærkeligt eller nyt i.
Det er kun godt, at vi har de mekanismer, for det har jo været medvirkende til, at vi som race stadigvæk eksisterer.

Men hvad nu hvis behovet for kontrol har vokset sig så stort hos mennesket, at det faktisk gør mere skade end gavn…?

Vi kan ikke styre alting, hvor gerne vi end ville, og vi bruger helt åndssvagt meget energi på at forsøge at gøre det alligevel – Energi som kunne bruges 100 gange bedre på noget andet.

Hvis vi vil, kan Covid-19 lære os, at blive bedre til at slippe kontrollen, og læne os mere tillidsfuldt ind i livets naturlige flow, hvor ting sker som de skal, når de skal.

Hvad vi kan lære om forholdet til vores følelser

Vi kan nok godt blive enige om, at frygt ikke er en særlig behagelig følelse, og derfor gør de fleste af os helt automatisk alt hvad vi kan for at fjerne os fra den.

Her er der flere metoder man (bevidst eller ubevidst) kan tage i brug, og en af dem er at dømme alle de andre der (også) er i total affekt over situationen.

Den ene halvdel af befolkningen hamstrer, og den anden halvdel dømmer dem der hamstrer.
De introverte dømmer de extroverte, der har svært ved at isolere sig, og dem der ikke kan rumme al dømmeriet, dømmer dem der dømmer.

Når vi har travlt med alle de andre, dulmer det lidt alt det ubehagelige, der foregår inden i os selv.
Det er mega effektivt!

Men hvad nu hvis vi øvede os i at blive hjemme i os selv, og blev bedre til at rumme alle vores følelser – Også dem der ikke er behagelige…?

Når vi undertrykker vores følelser, i stedet for at lade dem passere systemet, så de kan slippe, sætter de sig fast som propper i vores energi, og skaber ubalancer, der påvirker vores livskvalitet i en negativ retning.

Hvis vi vil, kan Covid-19 lære os, at være ok med alle de følelser vi har, og at give os selv og de svære af dem en kærlig krammer, når de viser sig.

Hvad vi kan lære om at holde pause

Det er vildt interessant så udfordrende det er for mange af os, at sætte farten ned.
14 dage derhjemme med min familie eller alene med mig selv – Hvad fuck skal vi få tiden til at gå med!?

Nu hvor det pludselig er helt legitimt ikke at have en masse kaffeaftaler og andre udadvendte aktiviteter linet op, er det nemt nok for mig, som (let’s face it) er introvert og særligt sensitiv, med en 13årig hjemmehyggefims af en søn.
Jeg forstår godt at det er svært for andre, som står i en helt anden situation, det gør jeg virkelig.

Men hvad nu hvis en fremad/udad/større/højere/hurtigere/stærkere/vildere hverdag, i balance med den modsætning vi er tvunget ud i at leve lige nu, er mere optimal for os alle…?

Bare kig på naturen, hvor bølgen skyller op på land, for derefter at trække sig tilbage, og forfra igen.

Hvis vi vil, kan Covid-19 lære os, at blive bedre til at skabe balance mellem ekspansion/aktivitet, og det stille nærvær, hvor vi stopper op og blot er til stede i nuet.

Hvad vi kan lære af store forandringer

Det siges at forandring fryder, og som jeg ser det, står vi i et kæmpe energiskift lige nu.
Faktisk vil jeg gå så vidt som at kalde det en spirituel opvågnen, der tager jorden og dens befolkning til next level (blogindlæg om spirituel opvågnen er på vej).

Men damn hvor kan det føles utrygt, især hvis forandringerne sker, når vi ikke selv har bedt om det.

Vi er vanedyr, der helst vil have, at alt er som det plejer at være, så uvisheden driver os til vanvid.
Vi ved hvad vi har, men vi ved ikke hvad vi får.

Det ville være langt ude, hvis jeg benægtede at den situation vi står i nu ikke har konsekvenser.
Det har det for os alle, både personligt og økonomisk.

Men hvad nu hvis forandringen tvinger os til at tænke i anderledes kreative baner, og at der rent faktisk ligger fantastiske muligheder i nye begyndelser…?

Kina har rekord lave forureningstal, fællesskabet blomstrer, der synges fra altaner, regeringen iværksætter hjælpepakker over night for at holde hånden under udsatte, og alle hjælper hinanden hvor de kan.

Hvis vi vil, kan Covid-19 lære os, at forandringer er gode og nødvendige, og at vi godt kan tage hurtigere handling end langsommelige 20, 30 og 50års planer, for at redde vores planet, når det virkelig gælder.

 

Måske er vi ikke helt klar til at lære det hele fuldt ud endnu, men det er ikke for tidligt at øve sig, vel?

 

Læs også gerne 8 tegn på at du er lysarbejder

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *