Få inspiration til din spirituelle og personlige udvikling ♡ Ingen spam, kun kærlighed

Beam me up Scotty!
Jeg ved godt hvordan det er at miste

Jeg tror det var en mandag.
Min kæreste var lige flyttet hjemmefra, og vi havde tilbragt weekenden i hans nye lejlighed, med at få de sidste ting rykket fra hans mor, og få dem på plads.

Denne mandag i april var som alle mulige andre mandage.
Jeg tog afsted til gymnasiet, hvor jeg så småt var ved at afslutte 3.g, og Fede tog afsted til universitetet, hvor han læste biologi.
(Hvorfor og hvordan vi kom til at kalde hinanden Fede som kærestenavne ved jeg ikke, for der var ikke nogen af os der var overvægtige…)

Om eftermiddagen tog jeg hjem og hyggede mig med et maleprojekt til billedkunst.
Jeg havde slået staffeliet op, og malede æbler i forskellige farver, efter en lille opstilling, som jeg havde sat op på mit skrivebord.

Midt i det hele ringede telefonen.
Det var hans ven Tårn, som fortalte mig at Fede var død.

På vej til universitetet var han blevet dårlig og tog hjem til sin mor.
Han havde ringet til hende på arbejdet, og fortalt at han havde det skidt, og de aftalte, at hun skulle komme hjem og pleje ham.
Hun syntes ikke han lød så syg i telefonen, så på vej hjem havde hun handlet og ordnet lidt forskelligt – Syge mænd er syge børn, jo.

Men da hun kom hjem, lå han på hendes seng og var død.

Det var helt uvirkeligt.
Som om jeg var trådt ind i en film jeg ikke hørte til i.

Det næste jeg husker er, at jeg står i hans lejlighed.
Jeg kaster op i toilettet. Havregryn.

Jeg samler et par af hans malerier, noget af hans tøj og hans cowboystøvler, som jeg tager med hjem.
Malerierne hænger jeg ved min seng, tøj og støvler tager jeg på.

Klip til et lille hvidt rum inde ved Riget.
Det eneste der er derinde udover mig, er en briks med hans døde krop.

Jeg er 19 år gammel, og står i et lille hvidt rum med min døde kæreste.

Jeg lægger hånden på ham og bukker mig ned over ham.
Hvisker i hans øre, at jeg elsker ham.
Om jeg græder, husker jeg ikke.
Jeg er stadigvæk i chok.

Uden for går mennesker glade rundt i foråret med hinanden i hænderne, og kører i bil et sted hen.
For dem er livet som det plejer, men for mig er det gået i stå.

Hans mor ville ikke have ham obduceret.
Tanken om at nogen skulle skære i hendes dreng, var ubærlig for hende.
Men politiet ringede til mig, og lod det skinne igennem, at det var blevet gjort alligevel.
Det er ikke normalt, at en ung og rask fyr på 23 år bare lægger sig ned og dør – Om jeg vidste noget?

Den dag i dag, ved jeg stadigvæk ikke hvad han døde af.

Der var mange til begravelsen.
Massevis af venner og bekendte.

Han var vellidt.
Undeholdende og så ufatteligt charmerende, at han kunne flirte bukserne af de fleste.
Hvilket han i øvrigt flittigt benyttede sig af, også mens vi var sammen, fandt jeg senere ud af.

Gravøllen foregik vist hjemme hos Tårn.
Vi var en lille gruppe der blev hængende, og drak heftigt hele natten.
Vi blev utroligt berusede, og en af hans gymnasievenner, som jeg ikke havde mødt før, bagte rimelig heftigt på mig.
Han var ambulancefører.

Der skete ikke noget mellem ham og mig, og næste morgen vaklede jeg fra Tårn ned til Østerport med de vildeste tømmermænd.
Jeg gik i Irma for at købe en Fanta, men mens jeg stod i køen, blev jeg dårlig og satte mig ned.

Måske besvimede jeg?
Der var ihvertfald blevet ringet efter en ambulance, for pludselig stod der to falckreddere.
Det kunne have været sjovt hvis det havde været Fedes gymnasieven, men han lå nok stadigvæk og sov hjemme hos Tårn.

De tjekkede mit blodtryk og den slags, og efter jeg forklarede, at jeg havde været til min kærestes begravelse, kørte de igen uden mig.
Chok og alkohol er nok ikke den bedste kombi.

Jeg var hurtigt tilbage i skolen, der var jo en studentereksamen der skulle klares.

Nogle få kom hen og kondolerede, men de fleste holdt sig på afstand.
De vidste nok ikke rigtig hvad de skulle sige til mig.

Jeg kom nogenlunde igennem studentereksamen med 8,3 i snit. Det var dengang med 13skalaen.
Gik til studenterfester.
Nogle gange grinede jeg og andre gange græd jeg.
Det var en mærkelig tid.

Fede havde elsket at male motiver fra den svenske natur, som han var meget optaget af, når vi var på besøg hos min farmor i Sverige.
Så efter at have været omkring muligheden for at tage hele vejen til Afrika og drysse hans aske ud i Tanganyikasøen, hvor hans yndlingsfisk Tanganyika cichliden bor, endte vi med at beslutte os for, at han skulle i en svensk skovsø i stedet.

Fede’s mor kunne ikke rumme at tage med, eller i det hele taget have noget med begravelsen at gøre.
Hun aldrig så meget som kiggede på et fotografi af ham efter han døde.
Han var hendes eneste søn, og hun havde ikke anden familie end en søster, som hun kun sjældent havde kontakt med, så den lå hos mig og hans ven Kresten.

En sommerdag kom han med toget til Sverige, hvor jeg var på besøg hos min farmor, og i tasken havde han urnen med Fede’s aske.
Nogen havde sørget for en båd, og vi sejlede ud på en sø, hvor jeg så dryssede min døde kæreste ud i vandet.

Det var lidt mærkeligt, for selvom jeg havde været kæreste med ham i næsten 5 år, kendte jeg ikke rigtig hans mor.
Hun sad altid på sit værelse eller i stuen oven på, når jeg var hjemme hos ham, og jeg mødte hende kun få gange mens han levede, men efter hans død, sås vi regelmæssigt og lærte hinanden at kende.
Jeg var den eneste hun havde, og hun blev en slags extra bedstemor for mine børn, efterhånden som de kom til verden.

Det var som om hun bare sad i sin lejlighed og ventede på, at hun skulle samme vej som sin søn.
Tiden fik hun til at gå med at lave en mappe til mig, med alle detaljer for hvordan hendes sidste rejse skulle foregå, og da hendes kat døde, bad hun mig strø kattens aske ud over søen, hvilket jeg selvfølgelig gjorde.

Hun døde af cancer i en seng på Rigshospitalet, ikke så langt fra kapellet, hvor jeg 11 år tidligere havde kysset Fede farvel, og på min 30års fødselsdag sad jeg hos bedemanden med den famøse mappe, for at sørge for, at hendes sidste ønsker blev opfyldt.

Efter kremeringen cyklede jeg hjem med urnen i cykelkurven, og asken strøede jeg senere ud over den svenske skovsø, hvor både søn og kat ventede på hende.

(Billedet i toppen stammer i øvrigt fra den dag vi dryssede min mormors aske ud over Øresund – Måske skulle jeg slå mig ned som askestrøningsekspert…)

 

Læs også gerne 8 tegn på at du er lysarbejder

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *